Strøm til en rig: stik, risers og kredsen, den sættes i

Den del, der faktisk går galt

Kort ødelægger som regel ikke rigs. Det gør stik. Næsten al brændt lugt, alle brunede stik og mystiske genstarter i en mining-rig skyldes et stykke kobber, der bliver bedt om at bære mere strøm, end det er beregnet til, uafbrudt, i månedsvis.

Det gør dette til det ene område, hvor tallene er værd at kende frem for at anslå, fordi fejlen ikke er et kort, der holder op med at virke. Det er varme, hvor du ikke havde planlagt varme.

Ét kabel pr. sokkel på kortet

Et 8-pin PCIe-stik er beregnet til 150 watt, hvilket ved 12 volt er omkring 12,5 ampere gennem det stik og ledningen bagved. Et 6-pin er beregnet til 75, og bundkortets slot leverer selv yderligere 75.

Mange strømforsyninger leveres med kabler med to stik på én ledning, hvor et ekstra stik hænger efter det første. Det findes til kort, der trækker lidt, og det er den mest almindelige enkeltfejl i en rig. At forsyne et korts to 8-pin-sokler fra ét sådant kabel beder den ene ledning om at bære begge, omkring 25 ampere, gennem ledning valgt til halvdelen.

Reglen er enkel og har ingen undtagelser, der er værd at tage: ét kabel fra strømforsyningen pr. sokkel på kortet. Hvis strømforsyningen ikke har nok separate kabler, er det ikke den rigtige strømforsyning til det kort, og ingen adapter ændrer på det.

SATA-riseren, som er den klassiske rig-brand

En riser skal have sin egen strøm, fordi den forsyner kortet med de 75 watt, som slottet normalt ville levere. Risere leveres med et valg af sokler, og en af dem er forkert.

Et SATA-strømstik er beregnet til 54 watt. En riser kan blive bedt om mere end det. Det er et stik designet til drev, med små flade kontakter og en tendens til at være krympet i stedet for loddet, og det bliver bedt om at bære mere end sin mærkeværdi døgnet rundt. Det er derfor, billeder af smeltede SATA-stik er en hel genre.

Brug 6-pin PCIe-soklen på riseren eller Molex, som er beregnet til langt mere. Hvis en riser kun tilbyder SATA, er det en riser, der skal smides ud i stedet for at tilpasses, og en SATA-til-Molex-adapter gør det værre i stedet for bedre: det svage stik er stadig i kæden, nu med en ekstra samling.

Kæd heller ikke flere risere sammen på ét kabel. Tæl watt på kablet, ikke antallet af stik, det tilfældigvis har.

Det nyeste stik fortjener sin egen omhu

16-pin-stikket på nyere kort med høj effekt har en veldokumenteret historie med overophedning og smeltning. En revision gjorde sense-benene kortere, så et stik, der ikke sidder helt i, oftere bliver opdaget, men rapporterne om smeltning er fortsat, fordi det underliggende problem er et kort, der trækker tæt på det, stikket er beregnet til, gennem kontakter, der alle skal dele belastningen ligeligt.

Hvis du kører et: sæt det i, til det klikker, og tjek derefter, at kabinettet ikke har trukket det skævt, undgå skarpe bøjninger nær stikket, brug ikke en tredjepartsadapter, medmindre du har en konkret grund til at stole på den, og se på det engang imellem. Et kort, der kører tæt på sin grænse i månedsvis, har et hårdere liv end den desktopbrug, disse stik blev testet under.

Dimensionering af strømforsyningen

Læg sammen, hvad kortene trækker ved den effektgrænse, du faktisk kører dem med, ikke ved deres standard, og læg derefter omkring 100 watt til for bundkort, processor, drev og blæsere. Lad så være luft i stedet for at dimensionere præcis til summen.

Grunden til luften er effektivitet snarere end sikkerhed. En strømforsyning er mest effektiv et sted midt i sit område og dårligst i begge ender, så en enhed, der hele tiden kører tæt på sit loft, spilder mere af det, du betaler for, og bliver varmere af det. En 80 Plus-mærkning er et mål for den effektivitet, og på en maskine, der kører uafbrudt, er forskellen mellem niveauerne rigtige penge og ikke en detalje på et datablad.

To strømforsyninger i én rig er normalt over en vis størrelse, og det, der skal være rigtigt, er, at de starter sammen og deler et fælles stel, hvilket er det, en synkroniseringsadapter er til.

Hvad én stikkontakt faktisk kan klare

Det er den begrænsning, folk møder sidst og burde møde først, fordi den involverer bygningen og ikke din rig.

Strømkredse er ikke beregnet til vedvarende brug ved deres fulde mærkeværdi. En belastning, der kører i timevis i træk, regnes som vedvarende, og den accepterede grænse for det er 80 % af kredsens mærkeværdi. På en kreds på 15 ampere ved 120 volt er det 12 ampere, omkring 1.440 watt. På en kreds på 20 ampere er det 16 ampere, omkring 1.920. På en kreds på 16 ampere ved 230 volt er det cirka 2.900 watt.

Det er hele kredsen, ikke stikkontakten: alt andet på den samme sikring tæller mod det samme tal, og sådan slår en rig, der har kørt i månedsvis, en sikring fra, første gang nogen bruger en varmeovn i rummet ved siden af.

Og tallet ved stikkontakten er højere end summen af kortene, fordi strømforsyningen ikke er perfekt. En rig med komponenter, der trækker 1.200 watt, trækker måske 1.300 fra stikkontakten. Mål det med en måler, der sættes i stikkontakten, i stedet for at lægge specifikationer sammen: den koster meget lidt, og det er det eneste tal, sikringen går op i.

Ting, der er værd at gøre én gang

• Køb strømkablerne fra samme producent som strømforsyningen. Modulære kabler er ikke en standard, og et kabel fra en anden enhed kan have en anden benfordeling, hvilket ødelægger hardware med det samme snarere end gradvist.
• Mærk på stikkene efter den første time ved fuld belastning. Lunt er fint, varmt er ikke, og varmt ved ét stik fortæller dig, hvilket.
• Hav en ekstra riser liggende. Det er den del, der mest sandsynligt fejler, og den billigste at have på hylden.
• Sæt din rig på sin egen strømkreds, hvis du kan. Det fjerner hele den type problemer, hvor noget andet i huset bestemmer din oppetid.